Anmeldelser af bogen
Her på siden vil du kunne læse anmeldelser af min bog, både fra proffesionelle og fra gravide, forældre og andre.
Du er meget velkommen til at sende mig en lille anmeldelse/beskrivelse af hvad du synes om bogen, og med din tilladelse vil jeg lægge den her på siden. På forhånd mange tak.
Tidsskrift for jordemødre oktober 2009
Anmelder Mette Bracken, jordemoder.
At blive forældre medfører et jordskred af både fysiske, sansemæssige, emotionelle og psykiske omvæltninger, som vi ved, at de vordende forældre behøver forberedelse til. Denne bog lover at tage grundigt fat i denne forberedelse, og bogens undertitel rækker ud til både manden og kvinden. Som jordemødre prøver vi at være opmærksomme på mændenes behov, tilstedeværelse og deltagelse og alligevel hører vi med jævne mellemrum, at de kommende fædre føler sig overset – især i jordemoderkonsultationerne. Altså er der behov for brugbar rådgivning til begge forældre.Til trods for at bogens titel lader til at ville favne de kommende forældre på lige fod, er den primært formuleret til kvinden og inkluderer dernæst manden. Når dét er sagt, skal det straks fremhæves, at bogen er særdeles velskrevet og byder på et væld af grundige oplysninger, eksempler og indsigt i både manden og kvindens særegne udvikling samt deres fælles proces under graviditet,
fødsel og barsel.Bogens første kapitel omhandler tiden før graviditeten og de mange umiddelbart uoverskuelige tanker. Graviditetsafsnittet er inddelt i fusions-,differentierings- og i separationsfasen, altså i de emotionelle trimestre og beskæftiger sig med den følelsesmæssige evaluering af livet indtil nu. (Jeg er formodentligt ikke den eneste konsultationsjordemoder, der oplever, at denne vinkel på trimestrene må vige for risikoopsporing og effektivitet i dagligdagens tidspres?) Ligeledes fokuserer fødselskapitlet på fødselshistorien og den mentale forberedelse og ikke på fødselsfaser og smertelindringsmuligheder.Alle tre afsnit er væsentlige bidrag til parrenes forståelse af rejsen mod forældreskabet. Bogens allermest væsentlige del er Tiden Efter Fødslen. Vi ved, at frøet til mange skilsmisser plantes, mens første barn er spædt. Charlotte Clemmensens belysning af de emotionelle forandringer og prioriteringer er grundig, præcis og øjenåbnende. Parrets nødvendige dialoger hjælpes på vej med konkrete råd til samtaleemner. Disse samtaler kan forebygge og/eller afhjælpe fornemmelsen af pludseligt at stå uforstående overfor hinanden. Eksempelvis er afsnittet Kærlighed og Intimitet (s. 139 ff) en fremragende beskrivelse af den emotionelle kerne i moderens kontakt til det spæde barn. Afsnittet er skrevet i du-form til kvinden, men er særdeles relevant for faderen. På den måde bliver bogen en brugbar makker for parrene, når de starter deres færden på forældreskabets glatte is. Bogen er absolut læseværdig, og vi kan rask væk anbefale den til alle de gravide og nybagte forældre, vi møder i vort virke som jordemødre. Ved selv at læse bogen kan vi få et frisk pust til den del af vort kompetenceområde, der omhandler den psykosociale støtte af parrene. Altså kan bogen bruges af alle jordemødre uanset virkeområde.
Anmelder Mette Bracken, jordemoder.
Alt for Damerne. 22. januar 2009. Nr. 4.
Baby i sigte…….
Det er fantastisk, og det er overvældede. Nogle gange uoverskueligt – hver dag udfordrende. At blive forældre, forstås – og er det en first-timer, så er der merkanteforandringer i sigte…..
Men så er der jo også Charlotte Clemmensen, der med ro i pennen og erfaring i bagagen skriver om det at blive mor-far-barn. Lige fra den første blå streg på testen til guldklumpen ligger der på maven og siger goddag – og videre ind i forældreskabet viser Clemmensen vejen på en dejlig afdramatiserende måde.
“Baby på vej” er en oplagt gaveide til dig, der venter barn, eller dig, der kender én, der gør.
Lektørudtalelse fra Dansk BiblioteksCenter
Her er bogen til kommende forældre, især førstegangsforældre. Den handler om alt det, der ikke står i de andre bøger: følelserne. Både fars og mors følelser kommenteres og uddybes.
Charlotte Clemmensen er uddannet psykolog fra Danmarks Pædagogiske Universitet, og driver desuden privat psykologpraksis. HUn er desuden brevkasseredaktør påwww.barneguiden.dk. Hun skriver flydende og letlæst uden på nogen måde at være nedladende eller bedrevidende. BOgen har et lækkert layout og er med mange kommentarer og citater fra forældre.
Der er mange bøger om det at få barn, men ingen helt som denne. Den udmærker sig bl.a. ved ikke at have nogle billeder overhovedet, hvilket egentlig er ret tiltalende. Den handler ikke om små sød babyer, men om alle de spekulationer og følelser, man har som kommende forælder.
En rigtig god bog til de kommende forældre. Få den endelig langet over disken til så mange med mave som muligt, og spar dem dermed for mange søvnløse nætter.
Skrevet af lektør: Camilla Sejerøe.
Nordjyske.dk 15. november 2008
“Baby på vej – den allerførste tid som mor og far” tager og overvejelser, man kan få før, under og efter en fødsel. Bogen holder sig til den psykologiske side af at blive forældre og ikke de tekniske og praktiske overvejelser før en fødsel.
Selvom graviditet er planlagt, så er det, at få det første barn en stor omvæltning. Hvordan bliver mit liv nu? Kan vi overhovedet finde ud af at passe et barn? Bogen kommer omkring en lang række af de tanker, der kan fylde og som kan være omgivet af tabuer. DEt kan være en befrielse at finde ud af, at det er ganske almindeligt at tvivle.
Psykolog, brevkasseredaktør og familierådgiver Charlotte Clemmensen har krydret sin bog med kommentarer fra forældre, hun har stødt på gennem sit arbejde.
Skrevet af Britt Kristensen
Tina Bardenfleth, fødselshjælper www.doulaCare.dk
At være kommende forældre er kilde til stor glæde og nogle gange også bekymring. I takt med maven vokser kommer der ofte flere og flere spørgsmål omkring fødslen og forældrerollen. Mange gravide går til fødselsforberedelse for at lære hvordan de bedst muligt takler selve den fysiske fødsel, men faktisk er det lige så vigtigt at forberede sig mentalt.
“Baby på vej – den allerførste tid som mor og far” kan hjælpe kommende forældre. Bogen er skrevet i et let forståeligt sprog af psykolog Charlotte Clemmensen. Den tager fat på tiden før graviditeten og tager læseren hele vejen med til det lille barn er født. Man får konkret viden og masser af råd til at forstå alle de forandringer, man møder i graviditeten og under fødslen.
Charlotte Clemmensen bruger sin store viden til at fortælle om emner som blandt andet ambivalente følelser i graviditeten, fødselsangst, parforholdet og når fødslen bliver anderledes end forventet. Når babyen er kommet til verden kan man for eksempel finde svar på spørgsmål omkring amning, mødregrupper og når manden bliver far.
I de forskellige kapitler findes gode bud på en lang række spørgsmål man kan stille sig selv og hinanden, så man bliver godt rustet til at gå fødslen og den første tid i møde. Og citater og korte beskrivelser fra forældre og spørgsmål fra brevkassenwww.barneguiden.dk viser nogle af de mange tanker både mødre og fædre har, når de venter sig.
Bogen kan bruges som håndbog hvis man har et konkret spørgsmål, man gerne vil have svar på eller den kan læses for at få generel viden om alle de psykologiske mekanismer der går i gang, når man står foran den store opgae at skulle være forældre.
Jeg kan på det varmeste anbefale alle gravide og deres partnere at læse bogen. Bogen er en guldgruppe af viden og råd. I vil blive godt forberedt.
Lone har skrevet sin personlige vurdering af bogen. Lone er selv gravid for første gang:
Jeg er selv gravid og skal føde til januar, og som man jo har det, når man skal på eventyr ud i noget, hvor man ikke kender slutningen, er det jo både spændende, men til tider også en lille smule skræmmende. Derfor er det simpelthen så dejligt at læse en bog, hvor man føler sig mødt og forstået, og hvor alle de forbudte tanker rent faktisk bliver formuleret.
Der er skrevet masser af gode bøger om det der fysisk sker med kroppen, så man er forberedt på fødslen mm., og det har jeg skam også læst. Men hos jordemoderen, til fødselsforberedelse eller lægen er der jo ingen der fortæller, at man godt kan gå hen og blive lidt “halvsær” – og så samtidig være normal! Det er bl.a. det denne bog hjælper til med, og det er altså så dejligt at blive mindet om, at man er normal selvom man til tider flipper ud (det sidste med at flippe ud er et citat fra min mand, jeg synes jo egentlig selv, at jeg er sød hele tiden…)
Gør dig selv den tjeneste, hvis du er gravid at købe denne bog, eller forær den til en der er gravid – det vil du ikke fortryde.
Med venlig hilsen
Lone Friis
Mia har født sit andet barn og skriver:
Jeg har købt din bog og læst den med stor intersse. Jeg synes godt om, at der i bogen er nogle konkrete øvelser, man kan lave med sin partner. Jeg lavede øvelsen med min mand, som handler om at skrive ned og tale om, hvad man gerne vil tage med fra sine forældre i sin egen opdragelse, og hvad man ikke vil tage med. Det var en overraskende god øvelse at lave, som vi brugte en hel aften på. Tak for den inspiration.