Foredrag
Jeg tilbyder foredrag for fagpersoner og til forældre inden for det pædagogiske/psykologiske og sundhedsfaglige område.
Jeg holder foredrag inden for forskellige temaer.
Hvad kan man som forældre gøre, for at øge sit barns selvværd?
Hvordan får man en travl hverdag til at fungere?
Hvordan kommer man bedst muligt igennem en skilsmisse?
Du er altid velkommen til at kontakte mig med forespørgsel om emner du gerne vil have foredrag om, hvis det er andet end det jeg beskriver følgende.
Hjælp dit barn til et godt selvværd
Som forældre ønsker vi alle det bedste for vores børn. Vi ønsker, at de udvikler sig til sunde, kærlige og fornuftige mennesker, som har lyst til- og mod på alle de små og store udfordringer, som livet byder på.
Vi bliver glade og tilfredse forældre, når de stråler af gå-på-mod og emmer af harmoni. I vores iver efter, at vores børn skal få mest af alt det gode og et højt selvværd, har vi tendens til at rose vores børn igen og igen for alt, de foretager sig. Men er det dét, vores børn har brug for, når vi ønsker børn, der er glade for sig selv og tror på sig selv – og har et godt selvværd?
I foredraget viser jeg gennem eksempler fra hverdagen, hvad man som forældre aktivt kan gøre for at hjælpe sit barn med at udvikle et stærkt selvværd. Der er fokus på, hvordan man gennem nærvær, oprigtig interesse og personlig respons kan være med til at give barnet en følelse af at være værdsat og hørt.
I foredraget får deltagerne ligeledes et vigtigt indblik i den vigtige forskel på ros og anerkendelse. Forståelsen heraf er essentiel for at give barnet en følelse af at være god nok, præcist som han eller hun er.
Få inspiration og tag input fra foredraget, der gør det muligt at sætte endnu flere point ind på barnets selvværdskonto.
Børn i skilsmissefamilie – Hvad stiller vi op
En skilsmisse er altid en katastrofe for et barn, men den behøver ikke få katastrofale konsekvenser. Dette er hovedbudskabet i dette foredrag, der er målrettet personale og forældre på skoler og institutioner.
Forældre skal ikke altid gå hånd i hånd hele livet – heller ikke selvom de har børn sammen. Men at være familie stopper ikke, fordi man bliver skilt. Man er nu blot familie på nye og anderledes betingelser. Skilsmisse er altid svært og sorgfyldt både for voksne og ikke mindst for børnene. Det er ikke muligt at tage det svære og sorgen fra børnene, men der er meget man kan gøre for at gøre det mindst svært.
Jo mere viden man har – som personale og forældre – jo bedre kan man sikre, at børnene trives bedst muligt, både under og efter skilsmissen og både hjemme, i institutionen og på skolen.
Jeg deler ud af mine erfaringer fra arbejdet med børn og familier i skilsmisse og giver professionelle bud på en række centrale spørgsmål:
- Hvilke behov og reaktioner har børn i skilsmissefamilier?
- Hvordan taler vi med børn om skilsmissen?
- Hvordan skaber vi åbenhed mellem forældre /skole og daginstitution?
- Hvilken betydning har samarbejdet for børnene?
- Hvordan kan vi forstå børns reaktioner: skyld, sorg, vrede, angst, nedtrykthed, loyalitetskonflikter?
- Hvad stiller vi op, når skilsmissen er meget konfliktfyldt og samarbejdet er svært?
- Hvad indeholder en god handleplan på skolen og institutionen.?
- Hvad stiller man op overfor barnet, når mor og far får nye kærester?
Familielivet på godt og ondt
– Opdragelse, grænser og selvværd
Når vi bliver forældre får vi ikke bare en stor gave, vi får også en stor opgave!
Der er mange udfordringer i livet som forældre og vi stiller os selv spørgsmål undervejs.
Har vores børn brug for grænser? Har vores børn brug for opdragelse? Hvordan hjælper vi vores børn til et godt selvværd? Hvordan passer vi på vores parforhold i familien?
Emnerne er til evig debat og der er mange holdninger og meninger at forholde sig til. Det er ikke altid let at navigere i alle de gode råd, meninger og holdninger.
I dette foredrag er der fokus på, hvordan nærvær, gode stemninger og almen tilfredshed, og naturlige grænser og opdragelse er livsvigtige vitaminer for familielivet.
I foredraget sætters der bl.a. fokus på emner som:
- At gå fra at være kærestepar til at blive et forældrepar.
- Kommunikation i familien.
- Opdragelse og grænsesætning.
- Børnenes selvværd.
- Den gode stemning.
Charlotte Clemmensen